En adresse er ikke en sådan beskyttet rettighed, at en ændring heri i almindelighed vil kunne danne grundlag for erstatning.
Ejere, lejere og andre interessenter må således tåle ændringer i en adresse som erstatningsfri regulering, selv om det medfører udgifter (fx til stempler, brevpapir, hjemmeside, brochurer mv.) – medmindre der på baggrund af helt særlige omstændigheder i den pågældende sag kan statueres et ansvarsgrundlag. Som eksempler herpå kan nævnes en situation, hvor adressemyndigheden har begået en ansvarspådragende fejl i sagsbehandlingen eller gjort sig skyldig i magtmisbrug.