You are viewing an old version of this page. View the current version.

Compare with Current View Page History

« Previous Version 3 Next »

Etage- og dørbetegnelsen angiver adgangsvejen frem til den enkelte funktion, bolig- eller erhvervsenhed inde i en bygning, dvs. hvilken etage man skal til, og hvilken indgangsdør på etagen man skal benytte (bek. § 12, stk. 6). Etage- og dørbetegnelse er en del af adressen, når disse betegnelser er nødvendige for entydigt at angive adgangsvejen til en adresse inde i en bygning (bek. § 12, stk. 1).

Adressemyndigheden fastsætter etage- og dørbetegnelse efter reglerne i bekendtgørelsens § 20 og §§ 22-23.

Adressemyndigheden har pligt til at foretage rettelser af eksisterende adresser – og herunder etage- og dørbetegnelse, hvis den bliver opmærksom på, at de ikke er fastsat og registreret i overensstemmelse med disse regler. Der er dog en undtagelse til disse regler, som gælder for ældre, eksisterende vejnavne (bek. § 46).

7.1 Hvornår kan etage- og dørbetegnelse udelades?

Etagebetegnelse og dørbetegnelse kan udelades af adressen, hvis indgangsdøren (fra gaden) kun giver adgang til én bolig- eller erhvervsenhed som fx enfamilieshuse, rækkehuse og lignende, hvor der kun er fastsat én adresse (bek. § 12, stk. 7).

Denne regel vil også kunne bruges, hvis hoveddøren fører til en intern trappe, som kun giver adgang til én enkelt bolig- eller erhvervsenhed – som evt. ligger på 1. sal. I denne situation kan det dog alligevel være mest betryggende for alle parter at tilføje en etageangivelse, således at det er tydeligt, at lejligheden ikke ligger i stueetagen.

Etage- og dørbetegnelse kan ikke udelades, hvis indgangsdøren fra gaden fører til en opgang, forhal eller lignende, hvorfra der er flere døre end den ene, som giver adgang til bolig- eller erhvervsenheden.

Der skal altid fastsættes en etagebetegnelse (st) – også når indgangsdøren giver adgang til mere end én adresse, selv om bygningen kun har én etage:

”Algade 2A, st. tv” hhv. ”Algade 2A, st. th”.

Dørbetegnelsen kan kun udelades, hvis der kun er én dør på etagen (bek. § 12, stk. 7).

7.2 Hvordan defineres etagebeliggenheden?

Stueetagen er den etage, hvor gulvet ligger i eller umiddelbart over terræn (§ 20, stk. 2).

Bestemmelsen må almindeligvis tolkes således, at det er terrænniveauet ved bygningens indgang (dvs. hoveddøren, opgangsdøren el.lign.), der er bestemmende for fastlæggelsen af stueplanet.

Bestemmelsen åbner et spillerum for adressemyndighedens egen fortolkning fx i situationer, hvor adgangen til den enkelte enhed ikke er i samme niveau som enhedens gulvniveau, eller i situationer, hvor en bygning er opført på skrånende terræn.

Er der to eller flere indgange til en bygning på skrånende terræn, må adressemyndigheden skønne, om stueplanet skal fastsættes for hele bygningens længde, eller alternativt om det skal fastsættes forskelligt for hver opgang.

7.3 Korrekte etagebetegnelser

Stueetagen benævnes ”st” og ikke ”0” som i nogle elevatorer. De følgende etager over stueetagen benævnes nedefra og opefter 1, 2, 3 osv. Kælderetagen er den eller de etager, der ligger under stueetagen. Den korrekte danske betegnelse for en kælderetage er ”kl” (dvs. to bogstaver). De underliggende etager betegnes k2, k3 op til k9 (dvs. et bogstav og et tal) (bek. § 20, stk. 1-3).

Når der skal fastsættes adresser til butikscentre, universiteter, professionshøjskoler, hospitaler og andre større bygningskomplekser, som anvendes til erhvervsformål eller institutioner, så kan adressemyndigheden bestemme, at der alene anvendes etagebetegnelserne 1, 2, 3 osv. Betegnelsen 1 anvendes for den nederste etage, uanset dennes placering i forhold til terræn. Betegnelserne 0, -1, -2, -3 osv. som angivet i nogle elevatorer, kan ikke anvendes som etagebetegnelser for adresser (bek. § 20, stk. 5).

I daglig tale bruger man ofte navneordene ”sal” eller ”etage” om etageangivelsen, men det er ikke de korrekte betegnelser efter adressereglerne. De kan dog anvendes på skilte i visse situationer.

7.4 Skiltning med etagebetegnelse

Adressemyndigheden kan kræve, at ejeren af en bygning opsætter og vedligeholder et eller flere skilte eller lignende med angivelse af etagebetegnelsen på det fælles adgangsareal på hver etage. Bestemmelsen anvendes, hvis det skønnes, at det er vanskeligt at orientere sig om, hvilken etage man befinder sig på. Skiltene skal på en synlig og let forståelig måde vise den fastsatte etagebetegnelse (bek. § 21).

For butikscentre, universiteter, professionshøjskoler, hospitaler og andre større bygningskomplekser, kan der på skiltning og i anden kommunikation anvendes begreberne ”plan” eller ”niveau” som ligestillede med ”etage” eller sal (bek. § 20, stk. 4). Bemærk at disse begreber kun kan anvendes i forbindelse med skiltning.

Se mere om skiltning i kapitel 12.

7.5 Regler om fastsættelse af dørbetegnelser

Hvis der ændres i antallet af indgangsdøre fx som følge af lejlighedssammenlægning eller opdeling af en lejlighed, skal adressemyndigheden sikre, at der fastsættes dørbetegnelser til alle indgangsdøre på det fælles adgangsareal (bek. § 22, stk. 5).

Dørbetegnelsen kan være enten en sidebetegnelse (tv, mf, th) eller et dørnummer (fx 1, 2, 3 op til 9999) afhængigt af antallet af døre på det fælles adgangsareal. 

Hovedreglen er, at dørbetegnelsen fastsættes med udgangspunkt i det fælles adgangsareal på den pågældende etage, dvs. i stueetagen er det indgangspartiet og på de øvrige etager etageafsatsen (repos’en), altangangen, korridoren el.lign., som døren er placeret på (bek. § 22, stk. 1).

Er der to eller tre døre på etagen, fastsættes dørbetegnelsen efter ”venstre-højre-reglen”– dvs. med sidebetegnelserne tv, th og evt. mf, set fra trappens øverste trin før etageafsatsen (bek. § 22, stk. 3).

Hvis der er fire døre eller flere på det fælles adgangsareal, benyttes i stedet ”tællereglen”, dvs. dørnumrene 1, 2, 3, 4 osv., op til højst 4 cifre startende fra venstre mod højre set fra etageafsatsen. Der må ikke indgå foranstillede nuller dvs. fx 01, 001, 0001 00s1 eller 0s01. Derimod må der gerne anvendes nuller inde i en dørbetegnelse som fx s01 eller 101 (bek. § 22, stk. 4).

Efter bekendtgørelsens § 23 kan dørbetegnelsen dog alternativt fastsættes efter en anden systematik end ovenstående, se afsnit 7.6.

7.5.1 Systematiske dørbetegnelser som et alternativ til venstre-højre og tællereglen

Dørbetegnelsen kan alternativt fastsættes som en såkaldt systematisk betegnelse af alle døre i bygningen, opgangen el.lign.

En sådan systematisk betegnelse kan enten ske efter forslag fra ejeren (bek. § 23, stk. 1) eller på adressemyndighedens initiativ (bek. § 23, stk. 2). Det er dog altid i sidste ende adressemyndigheden, som bestemmer.

Anvendelsen af § 23, stk. 2, er betinget af, at adressemyndigheden skønner, at anvendelsen af hovedreglens sidebetegnelser eller dørnumre i den konkrete situation kan give anledning til uklarhed om, hvilken dør der er hvilken.

Der skal benyttes en genkendelig systematik i de dørbetegnelser, der anvendes, fx ved brug af en stigende nummerrækkefølge el.lign. Betegnelserne skal naturligvis være entydige.

Dørbetegnelsen kan bestå af højest 4 tegn. Der må anvendes de små bogstaver fra a til z, cifrene 0-9 og bindestreg. Foranstillede nuller i dørbetegnelsen må ikke anvendes dvs. fx 01, 001, 0001 00s1 eller 0s01. Derimod må der gerne anvendes nuller inde i en dørbetegnelse som fx s01 eller 101 (§ 23 stk. 3).

Det anbefales at anvende tal alene eller en kombination af bogstaver og tal på en sådan måde, at betegnelsen bliver let opfattelig og læsbar, så den let kan udtales og udveksles i talesprog, fx over telefonen. For at undgå forveksling med husnumre bør bogstaver i en dørbetegnelse aldrig forekomme efter tal. 

Risikoen for forveksling mellem husnummer og dørbetegnelse er desuden søgt minimeret ved, at der i et husnummer anvendes store bogstaver og i dørbetegnelser indgår små bogstaver.

Uanset om de alternative systematiske dørbetegnelser er fastsat efter forslag fra ejeren eller på adressemyndighedens initiativ, er ejeren forpligtet til at anbringe og vedligeholde et skilt eller lignende ved hver dør, som viser den fastsatte betegnelse på en let synlig måde (bek. § 24, stk. 1).

Fastsættelsen af systematiske dørbetegnelser medfører ikke, at kommunen kan undlade at fastsætte etagebetegnelser for de pågældende indgangsdøre m.v., eller at etage- angivelsen kan udelades af den korrekte og fuldstændige adresse.

7.7 Skiltning af dørbetegnelser

Når dørbetegnelserne er fastsat som sidebetegnelse (tv, th og evt. mf) eller dørnummer (1, 2, 3, 4 osv.) efter hovedreglen i bekendtgørelsens § 22, er der ikke krav om at opsætte skilte, som viser dørbetegnelsen.

Adressemyndigheden har dog mulighed for at stille krav om, at dørbetegnelser, der er fastsat efter § 22 dvs. med sidebetegnelser og dørnumre, synliggøres ved hjælp af et skilt ved hver dør, hvis adressemyndigheden skønner, at det kan være vanskeligt at finde den rigtige dør fx for redningsmandskabet (§ 24, stk. 2).

Brugen af systematiske dørbetegnelser efter § 23 medfører altid, at ejeren er forpligtet til at anbringe og vedligeholde et skilt eller lignende ved hver dør, som viser den fastsatte betegnelse på en synlig måde (bek. § 24, stk. 1). 

Se mere om skiltning i kapitel 12.




  • No labels