Stueetagen er den etage, hvor gulvet ligger i eller umiddelbart over terræn(§ 20, stk. 2).
Bestemmelsen må almindeligvis tolkes således, at det er terrænniveauet ved bygningens indgang (dvs. hoveddøren, opgangsdøren el.lign.), der er bestemmende for fastlæggelsen af stueplanet.
Bestemmelsen åbner et spillerum for adressemyndighedens egen fortolkning fx i situationer, hvor adgangen til den enkelte enhed ikke er i samme niveau som enhedens gulvniveau, eller i situationer, hvor en bygning er opført på skrånende terræn.
Er der to eller flere indgange til en bygning på skrånende terræn, må adressemyndigheden skønne, om stueplanet skal fastsættes for hele bygningens længde, eller alternativt om det skal fastsættes forskelligt for hver opgang.