Efter adressebekendtgørelsens § 46, har kommunen pligt til at ændre etage- og dørbetegnelserne, hvis der opstår forhold, eller man bliver opmærksom på forhold, som ændrer forudsætningerne for de allerede fastsatte betegnelser.
Dette vil fx være aktuelt, hvis antallet af døre på etageafsatsen ændrer sig – eksempelvis som følge af sammenlægning eller opdeling af lejligheder el.lign. Reglerne om dette er beskrevet i adressebekendtgørelsens §22, stk. 5.
Hvis en lejlighedssammenlægning eksempelvis fører til, at fire døre med betegnelserne 1, 2, 3 og 4 ændres til tre døre, vil hovedreglen være, at betegnelserne tv, mf og th i stedet skal anvendes.
Det er i alle tilfælde kommunen, som bestemmer, hvilken metode der anvendes for at betegne de enkelte døre.
Da der vil kunne opstå usikkerhed om, hvilken dør der er hvilken, bør kommunen anvende adressebekendtgørelsens § 24, stk. 2, og stille krav om, at ejeren ved hver dør opsætter skilt med dørbetegnelsen.
