Når der er flere end tre døre på hver etageafsats, anvender man normalt adressebekendtgørelsens § 22, stk. 4, (”tællereglen”) således, at indgangsdørenes placering angives ved hjælp af dørnumre 1, 2, 3, 4 osv.
Dørnummer 1 sættes på den dør, der er placeret længst til venstre, når man står på trappens øverste trin før etageafsatsen.
I tvivlstilfælde kan bestemmelsen om ”fra venstre” tolkes således, at det er den dør, man møder først, når man med venstre hånd følger væggen eller rækværket i retning med uret.
Herefter er dørnummer 2 betegnelsen for den næste dør osv. – stadig i retning med uret.
Det bør altid anbefales at opsætte skilte med de enkelte dørnumre, dels fordi ”tællereglen” ikke er lige så velkendt som reglen om tv, mf og th, dels fordi det ikke altid er indlysende, hvilken dør der ligger længst til venstre.
Hvis kommunen skønner, at det vil være vanskeligt at lokalisere de pågældende døre alene ved hjælp af ”tællereglen”, kan kommunen efter adressebekendtgørelsens § 24, stk. 2, stille direkte krav om, at ejeren ved hver dør opsætter skilt med dørnummeret.
