DAGI-datasættet indeholder inddelingerne: Danmark, Regionsinddeling, Landsdel, Kommuneinddeling, Sogneinddeling, Valgkredse (Opstillingskreds, Storkreds, Valglandsdel), Politikreds, Retskreds, Postnummerinddeling, Supplerende Bynavn og Afstemningsområde.
I DAGI-registret finder du grænserne for landets 98 kommuner, 5 regioner, 24 retskredse, 12 politikredse, 92 opstillingskredse, 10 storkredse, 3 valglandsdele og 11 landsdele.
DAGI-registret indeholdt i januar 2024 grænserne for 1.089 postnumre, 7.850 supplerende bynavne og cirka 2.100 sogne (der sker enkelte sognesammenlægninger hvert år). Ved EU-valget i juni 2024 indeholdt DAGI cirka 1.300 afstemningsområder.
Data er i grundskalaen 1:10.000 og er reference-målforholdet for den mest detaljerede visning af de administrative grænser. Data er velegnet til brug sammen med data i målforholdet 1:6.500 - 1:50:000. Det er denne skala, der udgør de egentlige DAGI-grunddata, hvor nøjagtigheden for geografisk beliggenhed er defineret til +/- 1 meter (jævnfør GeoDanmark-data).
Udover de enkelte administrative inddelinger i grundskala 1:10.000 findes der i DAGI også administrative inddelinger til præsentationsformål, der primært bør anvendes til illustrationer og formidling, da data her generaliseres. Resultatet er en udtynding i data, hvorved datamængden bliver mindre og IT-mæssigt lettere at håndtere. Det betyder dog også, at den geometriske nøjagtighed forringes jo højere generaliseringsgrad bliver. De generaliserede skalaer bør kun bruges, hvor aktualitet ikke er afgørende, da data kun sjældent opdateres.